Danmarks Riges Grundlov af 1953


                   DANMARKS RIGES GRUNDLOV AF 1953
                   (Lov nummer 169 af 5. juni 1953)



Kapitel I.


1.  Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks rige.

2.  Regeringsformen er indskrænket-monarkisk.  Kongemagten nedarves
    til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953
    fastsatte regler.

3.  Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening.  Den
    udøvende magt er hos kongen.  Den dømmende magt er hos domstolene.

4.  Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og
    understøttes som sådan af staten.
Kapitel II.


5.  Kongen kan ikke uden folketingets samtykke være regent i andre
    lande.

6.  Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.

7.  Kongen er myndig, når han har fyldt sit 18. år.  Det samme gælder
    tronfølgeren.

8.  Forinden kongen tiltræder regeringen, afgiver han skriftligt i
    statsrådet en højtidelig forsikring om ubrødeligt at ville holde
    grundloven.  Af forsikringsakten udstedes tvende ligelydende
    originaler, af hvilke den ene overgives folketinget for at
    opbevares i sammes arkiv, den anden nedlægges i rigsarkivet.  Kan
    kongen som følge af fraværelse eller af andre grunde ikke
    umiddelbart ved tronskiftet afgive denne forsikring, føres
    regeringen, indtil dette sker, af statsrådet, medmindre anderledes
    ved lov bestemmes.  Har kongen allerede som tronfølger afgivet
    denne forsikring, tiltræder han umiddelbart ved tronskiftet
    regeringen.

9.  Bestemmelser angående regeringens førelse i tilfælde af kongens
    umyndighed, sygdom eller fraværelse fastsættes ved lov.  Er der
    ved tronledighed ingen tronfølger, vælger folketinget en konge og
    fastsætter den fremtidige arvefølge.

10. Stk. 1.  Statens ydelse til kongen bestemmes for hans regeringstid
    ved lov.  Ved denne fastsættes tillige, hvilke slotte og andre
    statsegendele der skal overlades kongen til brug.

    Stk. 2.  Statsydelsen kan ikke behæftes med gæld.

11. For medlemmer af det kongelige hus kan der bestemmes årpenge ved
    lov.  Årpengene kan ikke uden folketingets samtykke nydes udenfor
    riget.
Kapitel III.


12. Kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkninger den
    højeste myndighed over alle rigets anliggender og udøver den
    gennem ministrene.

13. Kongen er ansvarsfri, hans person er fredhellig.  Ministrene er
    ansvarlige for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes
    nærmere ved lov.

14. Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige
    ministre.  Han bestemmer deres antal og forretningernes fordeling
    imellem dem.  Kongens underskrift under de lovgivningen og
    regeringen vedkommende beslutninger giver disse gyldighed når den
    er ledsaget af en eller flere ministres underskrift.  Enhver
    minister, som har underskrevet, er ansvarlig for beslutningen.

15. Stk. 1.  Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at
    folketinget har udtalt sin mistillid til ham.

    Stk. 2.  Udtaler folketinget sin mistillid til statsministeren,
    skal denne begære ministeriets afsked, medmindre nyvalg udskrives.
    Et ministerium, som har fået et mistillidsvotum, eller som har
    begæret sin afsked, fungerer, indtil et nyt ministerium er
    udnævnt.  Fungerende ministre kan i deres embede kun foretage sig,
    hvad der er fornødent til emdedsforretningernes uforstyrrede
    førelse.

16. Ministrene kan af kongen eller folketinget tiltales for deres
    embedsførelse.  Rigsretten påkender de mod ministrene for deres
    embedsførelse anlagte sager.

17. Stk. 1.  Ministrene i forening udgør statsrådet, hvori
    tronfølgeren, når han er myndig tager sæde.  Kongen fører forsædet
    undtagen i det i prgf. 8 nævnte tilfælde og i de tilfælde, hvor
    lovgivningsmagten i henhold til bestemmelsen i prgf. 9 måtte have
    tillagt statsrådet myndigheden til at føre regeringen.

    Stk. 2.  I statsrådet forhandles alle love og vigtige
    regeringsforanstaltninger.

18. Er kongen forhindret i at holde statsråd, kan han lade sagen
    forhandle i et ministerråd.  Dette består af samtlige ministre
    under forsæde af statsministeren.  Enhver minister skal da afgive
    sit votum til protokollen, og beslutning tages after
    stemmeflerhed.  Statsministeren forelægger den over
    forhandlingerne førte, af de tilstedeværende ministre underskrevne
    protokol for konger, det bestemmer, om han umiddelbart vil bifalde
    ministerrådets indstilling eller lade sig sagen foredrage i
    statsrådet.

19. Stk. 1.  Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige
    anliggender.  Uden folketingets samtykke kan han dog ikke foretage
    nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller
    indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse folketingets
    medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning.
    Ejheller kan kongen uden folketingets samtykke opsige nogen
    mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med folketingets
    samtykke.

    Stk. 2.  Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller
    danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende
    militære magtmidler mod nogen fremmed stat.  Foranstaltninger, som
    kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks
    forelægges folketinget.  Er folketinget ikke samlet, skal det
    uopholdeligt kaldes til møde.

    Stk. 3.  Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn,
    med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af
    større udenrigspolitisk rækkevidde.  Nærmere regler om det
    udenrigspolitiske nævn fastsættes ved lov.

20. Stk. 1.  Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets
    myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til
    mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig
    overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig
    retsorden og samarbejde.

    Stk. 2.  Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på
    fem sjettedel af folketingets medlemmer.  Opnås et sådant flertal
    ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag
    nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forlægges
    det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de
    for folkeafstemninger i prgf. 42 fastsatte regler.

21. Kongen kan for folketinget lade fremsætte forslag til love og
    andre beslutninger.

22. Et af folketinget vedtaget lovforslag får lovkraft, når det senest
    30 dage efter den endelige vedtagelse stadfæstes af kongen.
    Kongen befaler lovens kundgørelse og drager omsorg for dens
    fuldbyrdelse.

23. I særdeles påtrængende tilfælde kan kongen, når folketinget ikke
    kan samles, udstede foreløbige love, der dog ikke må stride mod
    grundloven og altid straks efter folketingets sammentræden skal
    forelægges dette til godkendelse eller forkastelse.

24. Kongen kan benåde og give amnesti.  Ministre kan han kun med
    folketingets samtykke benåde for de den af rigsretten idømte
    straffe.

25. Kongen meddeler dels umiddelbart, dels gennem vedkommende
    regeringsmyndigheder sådanne bevillinger og undtagelser fra
    lovene, som enten ifølge de før 5. juni 1849 gældende regler er i
    brug, eller hvortil hjemmel indeholdes i en siden den tid udgiven
    lov.

26. Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven.

27. Stk. 1.  Regler om ansættelse af tjenestemænd fastsættes ved lov.
    Ingen kan ansættes som tjenestemand uden at have indfødsret.
    Tjenestemænd, som udnævnes af kongen, afgiver en højtidelig
    forsikring om at ville holde grundloven.

    Stk. 2.  Om afskedigelse, forflyttelse og pensionering af
    tjenestemænd fastsættes regler ved lov, jævnfør dog herved
    prgf. 64.

    Stk. 3.  Uden deres samtykke kan de af kongen udnævnte
    tjenestemænd kun forflyttes, når de ikke derved lider tab i de med
    tjenestemandsstillingen forbundne indtægter, og der gives dem
    valget mellem sådan forflyttelse og afsked med pension efter de
    almindelige regler.
Kapitel IV.


28. Folketinget udgør een forsamling bestående af højst 179 medlemmer,
    hvoraf 2 medlemmer vælges på Færøerne og 2 i Grønland.

29. Stk. 1.  Valgret til folketinget har enhver, som har dansk
    indfødsret, fast bopæl i riget og har nået den i stk. 2 omhandlede
    valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort.  Det
    bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i
    lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.

    Stk. 2.  Valgretsalderen er den, som har opnået flertal ved
    folkeafstemning i overensstemmelse med lov af 25. marts 1953.
    Ændring af den til enhver tid gældende valgretsalder kan ske ved
    lov.  Et af folketinget vedtaget forslag til en sådan lov kan
    først stadfæstes af kongen, når bestemmelsen om ændring af
    valgretsalderen i overensstemmelse med prgf. 42, stk. 5, har været
    undergivet en folkeafstemning, der ikke har medført bestemmelsens
    bortfald.

30. Stk. 1.  Valgbar til folketinget er enhver, som har valgret til
    dette, medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i
    almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af
    folketinget.

    Stk. 2.  Tjenestemænd, som vælges til medlemmer af folketinget,
    behøver ikke regeringens tilladelse til at modtage valget.

31. Stk. 1.  Folketingets medlemmer vælges ved almindelige, direkte og
    hemmelige valg.

    Stk. 2.  De nærmere regler for valgrettens udøvelse gives ved
    valgloven, der til sikring af ligelig repræsentation af de
    forskellige anskuelser blandt vælgerne fastsætter valgmåden,
    herunder hvorvidt forholdstalsmåden skal føres igennem i eller
    uden forbindelse med valg i enkeltmandskredse.

    Stk. 3.  Ved den stedlige mandatfordeling skal der tages hensyn
    til indbyggertal, vælgertal og befolkningstæthed.

    Stk. 4.  Ved valgloven gives nærmere regler vedrørende valg af
    stedfortrædere og disses indtræden i folketinget samt angående
    fremgangsmåden i tilfælde, hvor omvalg måtte blive nødvendigt.

    Stk. 5.  Særlige regler om Grønlands repræsentation i folketinget
    kan gives ved lov.

32. Stk. 1.  Folketingets medlemmer vælges for fire år.

    Stk. 2.  Kongen kan til enhver tid udskrive nyvalg med den
    virkning, at de bestående folketingsmandater bortfalder, når
    nyvalg har fundet sted.  Efter udnævnelse af et nyt ministerium
    kan valg dog ikke udskrives, forinden statsministeren har
    fremstillet sig for folketinget.

    Stk. 3.  Det påhviler statsministeren at foranledige, at nyvalg
    afholdes inden valgperiodens udløb.

    Stk. 4.  Mandaterne bortfalder i intet tilfælde, før nyvalg har
    fundet sted.

    Stk. 5.  Der kan ved lov gives særlige regler om færøske og
    grønlandske folketingsmandaters ikrafttræden og ophør.

    Stk. 6.  Mister et medlem af folketinget sin valgbarhed,
    bortfalder hans mandat.

    Stk. 7.  Ethvert nyt medlem afgiver, når hans valg er godkendt, en
    højtidelig forsikring om at ville holde grundloven.

33. Folketinget afgør selv gyldigheden af sine medlemmers valg samt
    spørgsmål om, hvorvidt et medlem har mistet sin valgbarhed.

34. Folketinget er ukrænkeligt.  Enhver, der antaster dets sikkerhed
    eller frihed, enhver der udsteder eller adlyder nogen dertil
    sigtende befaling, gør sig skyldig i højforræderi.
Kapitel V.


35. Stk. 1.  Nyvalgt folketing træder sammen kl. 12 den tolvte
    søgnedag efter valget, dersom kongen ikke har indkaldt det til
    møde forinden.

    Stk. 2.  Straks efter prøvelsen af mandaterne sættes folketinget
    ved valg af formand og næstformand.

36. Stk. 1.  Folketingsåret begynder den første tirsdag i oktober og
    varer til samme tirsdag det følgende år.

    Stk. 2.  På folketingets første dag kl. 12 sammentræder
    medlemmerne til møde, hvor folketinget sættes påny.

37. Folketinget træder sammen på det sted, hvor regeringen har sit
    sæde.  I overordentlige tilfælde kan folketinget dog samles
    andetsteds i riget.

38. Stk. 1.  På det første møde i folketingsåret afgiver
    statsministeren en redegørelse for rigets almindelige stilling og
    de af regeringen påtænkte foranstaltninger.

    Stk. 2.  På grundlag af redegørelsen finder en almindelig
    forhandling sted.

39. Folketingets formand indkalder folketinget til møde med angivelse
    af dagsorden.  Der påhviler formanden at indkalde til møde, når
    mindst to femtedele af folketingets medlemmer eller
    statsministeren skriftligt fremsætter begæring herom med angivelse
    af dagsorden.

40. Ministrene har i embeds medfør adgang til folketinget og er
    berettiget til under forhandlingerne at forlange ordet, så ofte de
    vil, idet de iøvrigt iagttager forretningsordenen.  Stemmeret
    udøver de kun, når de tillige er medlemmer af folketinget.

41. Stk. 1.  Ethvert medlem af folketinget er berettiget til at
    fremsætte forslag til love og andre beslutninger.

    Stk. 2.  Et lovforslag kan ikke endeligt vedtages, forinden det
    tre gange har været behandlet i folketinget.

    Stk. 3.  To femtedele af folketingets medlemmer kan overfor
    formanden begære, at tredie behandling tidligst finder sted tolv
    søgnedage efter forslagets vedtagelse ved anden behandling.
    Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af den deltagende
    medlemmer.  Udsættelse kan dog ikke finde sted, forsåvidt angår
    forslag til finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige
    bevillingslove, statslånslove, love om meddelelse af indfødtret,
    love om ekspropriation, love om indirekte skatter samt i
    påtrængende tilfælde forslag til love, hvis ikrafttræden ikke kan
    udsættes af hensyn til lovens formål.

    Stk. 4.  Ved nyvalg og ved folketingsårets udgang bortfalder alle
    forslag til love og andre beslutninger, der ikke forinden er
    endeligt vedtaget.

42. Stk. 1.  Når et lovforslag er vedtaget af folketinget, kan en
    trediedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre
    søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse overfor formanden
    begære folkeafstemning om lovforslaget.  Begæringen skal være
    skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer.

    Stk. 2.  Et lovforslag som kan undergives folkeafstemning, jævnfør
    Stk. 6, kan kun i det i stk. 7 omhandlede tilfælde stadfæstes af
    kongen inden udløbet af den i stk. 1 nævnte frist, eller inden
    begæret folkeafstemning har fundet sted.

    Stk. 3.  Når der er begæret folkeafstemning om et lovforslag, kan
    folketinget indenfor en frist af fem søgnedage for forslagets
    endelige vedtagelse beslutte, at forslaget skal bortfalde.

    Stk. 4.  Træffer folketinget ikke beslutning i henhold til stk. 3,
    skal meddelelse om, at lovforslaget skal prøves ved
    folkeafstemning, snarest tilstiles statsministeren, der derefter
    lader lovforslaget bekendtgøre med meddelelse om, at
    folkeafstemning vil finde sted.  Folkeafstemningen iværksættes
    efter statsministerens nærmere bestemmelse tidligst tolv og senest
    atten søgnedage efter bekendtgørelsen.

    Stk. 5.  Ved folkeafstemningen stemmes for og mod lovforslaget.
    Til lovforslagets bortfald kræves, at et flertal af de i
    afstemningen deltagende folketingsvælgere, dog mindst 30 procent
    af samtlige stemmeberettigede, har stemt imod lovforslaget.

    Stk. 6.  Forslag til finanslove, tillægsbivillingslove,
    midlertidige bevillingslove, statslånslove, normeringslove,
    lønnings- og pensionslove, love om meddelelse af indfødsret, love
    om ekspropriation, love om direkte og indirekte skatter samt love
    til gennemførelse af bestående traktatmæssige forpligtelser kan
    ikke undergives folkeafstemning.  Det samme gælder forslag til de
    i paragrafferne 8, 9, 10 og 11 omhandlede love såvel som de i
    prgf. 19 nævnte beslutninger, der måtte være i lovs form,
    medmindre det for disse sidste ved særlig lov bestemmes, at sådan
    afstemning skal finde sted.  For grundlovsændringer gælder
    reglerne i prgf. 88.

    Stk. 7.  I særdeles påtrængende tilfælde kan et lovforslag, som
    kan undergives folkeafstemning, stadfæstes af kongen straks efter
    dets vedtagelse, når forslaget indeholder bestemmelse herom.
    Såfremt en trediedel af folketingets medlemmer efter de i stk. 1
    omhandlede regler begærer folkeafstemning om lovforslaget eller
    den stadfæstede lov, afholdes sådan folkeafstemning efter
    foranstående regler.  Forkastes loven ved folkeafstemningen,
    kundgøres dette af statsministeren uden unødigt ophold og senest
    fjorten dage efter folkeafstemningens afholdelse.  Fra
    kundgørelsesdagen er loven bortfaldet.

    Stk. 8.  Nærmere regler om folkeafstemning, herunder i hvilket
    omfang folkeafstemning skal finde sted på Færøerne og i Grønland,
    fastsættes ved lov.

43. Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov;
    ejheller kan noget mandskab udskrives eller noget statslån optages
    uden ifølge lov.

44. Stk. 1.  Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.

    Stk. 2.  Om udlændinges adgang til at blive ejere af fast ejendom
    fastsættes regler ved lov.

45. Stk. 1.  Forslag til finanslov for det kommende finansår skal
    fremsættes for folketinget senest fire måneder før finansårets
    begyndelse.

    Stk. 2.  Kan behandlingen af finanslovforslaget for det kommende
    finansår ikke ventes tilendebragt inden finansårets begyndelse,
    skal forslag til en midlertidig bevillingslov fremsættes for
    folketinget.

46. Stk. 1.  Forinden finansloven eller en midlertidig bevillingslov
    er vedtaget af folketinget, må skatterne ikke opkræves.

    Stk. 2.  Ingen udgift må afholdes uden hjemmel i den af
    folketinget vedtagne finanslov eller i en af folketinget vedtaget
    tillægsbevillingslov eller midlertidig bevillingslov.

47. Stk. 1.  Statsregnskabet skal fremsættes for folketinget senest
    seks måneder efter finansårets udløb.

    Stk. 2.  Folketinget vælger et antal revisorer.  Disse gennemgår
    det årlige statsregnskab og påser, at samtlige statens indtægter
    er opført deri, og at ingen udgift er afholdt uden hjemmel i
    finansloven eller anden bevillingslov.  De kan fordre sig alle
    fornødne oplysninger og aktstykker meddelt.  De nærmere regler for
    revisorernes antal og virksomhed fastsættes ved lov.

    Stk. 3.  Statsregnskabet med revisorernes bemærkninger forelægges
    folketinget til beslutning.

48. Folketinget fastsætter selv sin forretningsorden, der indeholder
    de nærmere bestemmelser vedrørende forretningsgang og ordens
    opretholdelse.

49. Folketings møder er offentlige.  Formanden eller det i
    forretningsordenen bestemte antal medlemmer eller en minister kan
    dog forlange, at alle uvedkommende fjernes, hvorpå det uden
    forhandling afgøres, om sagen skal forhandles i et offentligt
    eller lukket møde.

50. Folketinget kan kun tage beslutning, når over halvdelen af
    medlemmerne er tilstede og deltager i afstemningen.

51. Folketinget kan nedsætte kommissioner af sine medlemmer til at
    undersøge almenvigtige sager.  Kommissionerne er berettigede til
    at fordre skriftlige eller mundtlige oplysninger såvel af private
    borgere som af offentlige myndigheder.

52. Folketingets valg af medlemmer til kommissioner og hverv sker
    efter forholdstal.

53. Ethvert medlem af folketinget kan med dettes samtykke bringe
    ethvert offentligt anliggende under forhandling og derom æske
    ministrenes forklaring.

54. Andragender kan kun overgives til folketinget ved et af dettes
    medlemmer.

55. Ved lov bestemmes, at folketinget vælger en eller to personer, der
    ikke er medlemmer af folketinget, til at have indseende med
    statens civile og militære forvaltning.

56. Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og
    ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.

57. Intet medlem af folketinget kan uden dettes samtykke tiltales
    eller underkastes fængsling af nogen art, medmindre han er grebet
    på fersk gerning.  For sine ytringer i folketinget kan intet af
    dets medlemmer uden folketingets samtykke drages til ansvar
    udenfor samme.

58. Folketingets medlemmer oppebærer et vederlag, hvis størrelse
    fastsættes ved valgloven.
Kapitel VI.


59. Stk. 1.  Rigsretten består af indtil 15 af de efter embedsalder
    ældste ordentlige medlemmer af rigets øverste domstol og et
    tilsvarende antal af folketinget efter forholdstal for 6 år valgte
    medlemmer.  For hver af de valgte vælges en eller flere
    stedfortrædere.  Folketingets medlemmer kan ikke vælges til eller
    virke som medlemmer af rigsretten.  Kan i et enkelt tilfælde nogle
    af den øverste domstols medlemmer ikke deltage i sagens behandling
    og påkendelse, fratræder et tilsvarende antal af de af folketinget
    sidst valgte rigsretsmedlemmer.

    Stk. 2.  Retten vælger selv sin formand af sin midte.

    Stk. 3.  Er sag rejst ved rigsretten, beholder de af folketinget
    valgte medlemmer deres sæde i retten for denne sags vedkommende,
    selvom det tidsrum, for hvilket de er valgt, udløber.

    Stk. 4.  Nærmere regler om rigsretten fastsættes ved lov.

60. Stk. 1.  Rigsretten påkender de af kongen eller folketinget mod
    ministrene anlagte sager.

    Stk. 2.  For rigsretten kan kongen med folketingets samtykke lade
    også andre tiltale for forbrydelser, som han finder særdeles
    farlige for staten.

61. Den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov.  Særdomstole
    med dømmende myndighed kan ikke nedsættes.

62. Retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen.  Regler
    herom fastsættes ved lov.

63. Stk. 1.  Domstolene er berettigede til at påkende ethvert
    spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser.  Den, der vil rejse
    sådant spørgsmål, kan dog ikke ved at bringe sagen for domstolene
    unddrage sig fra foreløbig at efterkomme øvrighedens befaling.

    Stk. 2.  Påkendelse af spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser
    kan ved lov henlægges til en eller flere forvaltningsdomstole,
    hvis afgørelser dog skal kunne prøves ved rigets øverste domstol.
    De nærmere regler herom fastsættes ved lov.

64. Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven.  De kan
    ikke afsættes uden ved dom, ejheller forflyttes mod deres ønske,
    uden for de tilfælde, hvor en omordning af domstolene finder sted.
    Dog kan den dommer, der har fyldt sit 65. år, afskediges, men uden
    tab af indtægter indtil det tidspunkt, til hvilket han skulle være
    afskediget på grund af alder.

65. Stk. 1.  I retsplejen gennemføres offentlighed og mundtlighed i
    videst muligt omfang.

    Stk. 2.  I strafferetsplejen skal lægmænd medvirke.  Det
    fastsættes ved lov, i hvilke sager og under hvilke former denne
    medvirken skal finde sted, herunder i hvilke sager nævninger skal
    medvirke.
Kapitel VII.


66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.

67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på
    den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres
    eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige
    orden.

68. Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden
    gudsdyrkelse end den, som er hans egen.

69. De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere
    ved lov.

70. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves
    adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske
    rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig
    borgerpligt.
Kapitel VIII.


71. Stk. 1.  Den personlige frihed er ukrænkelig.  Ingen dansk borger
    kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller
    sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.

    Stk. 2.  Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.

    Stk. 3.  Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en
    dommer.  Hvis den anholdte ikke straks kan sættes på fri fod, skal
    dommeren ved en af grunde ledsaget kendelse, der afsiges snarest
    muligt og senest inden tre dage, afgøre, om han skal fængsles, og,
    hvis han kan løslades mod sikkerhed, bestemme dennes art og
    størrelse.  Denne bestemmelse kan for Grønlands vedkommende
    fraviges ved lov, forsåvidt dette efter de stedlige forhold må
    anses for påkrævet.

    Stk. 4.  Den kendelse, som dommeren afsiger, kan af vedkommende
    straks særskilt indbringes for højere ret.

    Stk. 5.  Ingen kan underkastes varetægtsfængsel for en forseelse,
    som kun kan medføre straf af bøde eller hæfte.

    Stk. 6.  Udenfor strafferetsplejen skal lovligheden af en
    frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed,
    og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring
    af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans
    vegne, forlægges de almindelige domstole eller anden dømmende
    myndighed til prøvelse.  Nærmere regler herom fastsættes ved lov.

    Stk. 7.  Behandlingen af de i stk. 6 nævnte personer undergives et
    af folketinget valgt tilsyn, hvortil de pågældende skal have
    adgang til at rette henvendelse.

72. Boligen er ukrænkelig.  Husundersøgelse, beslaglæggelse og
    undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-,
    telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en
    særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.

73. Stk. 1.  Ejendomsretten er ukrænkelig.  Ingen kan tilpligtes at
    afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det.  Det kan kun
    ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.

    Stk. 2.  Når et lovforslag vedrørende ekspropriation af ejendom er
    vedtaget, kan en trediedel af folketingets medlemmer indenfor en
    frist på tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse kræve,
    at det først indstilles til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til
    folketinget har fundet sted, og forslaget påny er vedtaget af det
    derefter sammentrædende folketing.

    Stk. 3.  Ethvert spørgsmål om ekspropriationsaktens lovlighed og
    erstatningens størrelse kan indbringes for domstolene.  Prøvelsen
    af erstatningens størrelse kan ved lov henlægges til domstole
    oprettet i dette øjemed.

74. Alle indskrænkninger i den frie og lige adgang til erhverv, som
    ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov.

75. Stk. 1.  Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver
    arbejsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der
    betrygger hans tilværelse.

    Stk. 2.  Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis
    forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af
    det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som
    loven herom påbyder.

76. Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri
    undervisning i folkeskolen.  Forældre eller værger, der selv
    sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med,
    hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at
    lade børnene undervise i folkeskolen.

77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at
    offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.
    Censur og andre forebyggende forholdsregler kan indensinde påny
    indføres.

78. Stk. 1.  Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne
    foreninger i ethvert lovligt øjemed.

    Stk. 2.  Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål
    ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning
    af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.

    Stk. 3.  Ingen forening kan opløses ved en
    regeringsforanstaltning.  Dog kan en forening foreløbig forbydes,
    men der skal da straks anlægges sag imod den til dens opløsning.

    Stk. 4.  Sager om opløsning af politiske foreninger skal uden
    særlig tilladelse kunne indbringes for rigets øverste domstol.

    Stk. 5.  Opløsningens retsvirkninger fastsættes nærmere ved lov.

79. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig
    ubevæbnede.  Offentlige forsamlinger har politiet ret til at
    overvære.  Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af
    dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.

80. Ved opløb må den væbnede magt, når den ikke angribes, kun skride
    ind, efter at mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves
    er opfordret til at skilles.

81. Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage
    til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven
    foreskriver.

82. Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre
    deres anliggender ordnes ved lov.

83. Enhver i lovgivningen til adel, titel og rang knyttes forret er
    afskaffet.

84. Intet len, stamhus, fideikommisgods eller andet familiefideikommis
    kan for fremtiden oprettes.

85. For forsvarsmagten er de i paragrafferne 71, 78 og 79 givne
    bestemmelser kun anvendelige med de indskrænkninger, der følger af
    de militære loves forskrifter.
Kapitel IX.


86. Valgretsalderen til de kommunale råd og menighedsrådene er den for
    valg til folketinget til enhver tid gældende.  For Færøerne og
    Grønlands vedkommende fastsættes valgretsalderen til de kommunale
    råd og menighedsrådene ved lov eller i henhold til lov.

87. Udenlandske statsborgere, der i medfør af loven om ophævelse af
    dansk-islandsk forbundslov m.m. nyder lige ret med danske
    statsborgere, bevarer de i grundloven hjemlede rettigheder, der er
    knyttede til dansk indfødsret.
Kapitel X.


88. Vedtager folketinget et forslag til en ny grundlovsbestemmelse, og
    regeringen vil fremme sagen, udskrives nyvalg til folketinget.
    Vedtages forslaget i uændret skikkelse af det efter valget
    følgende folketing, bliver det inden en halvt år efter den
    endelige vedtagelse at forelægge folketingsvælgerne til
    godkendelse eller forkastelse ved direkte afstemning.  De nærmere
    regler for denne afstemning fastsættes ved lov.  Har et flertal af
    de i afstemningen deltagende og mindst 40 procent af samtlige
    stemmeberettigede afgivet deres stemme for folketingets
    beslutning, og stadfæstes denne af kongen, er den grundlov.

89. Denne grundlov træder i kraft straks.  Dog vedbliver den i henhold
    til Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915 med ændringer af
    10. september 1920 senest valgte rigsdag at bestå, indtil nyvalg
    har fundet sted i overensstemmelse med reglerne i kapitel IV.
    Indtil nyvalg har fundet sted, forbliver de i Danmarks Riges
    Grundlov af 5. juni 1915 med ændringer af 10. september 1920 for
    rigsdagen fastsatte bestemmelser i kraft.


----------------------------------------------------------------------
Grundloven af 1953 blev som sine forgængere i 1849 og 1915
underskrevet af det samlede statsråd den 5. juni.

Kong Frederik den Niende
Arveprins Knud

Erik Eriksen            (Statsminister)
Ole Bjørn Kraft         (Udenrigsminister)
Thorkil Kristensen      (Finansminister)
Harald Petersen         (Forsvarsminister)
Carl Hermansen          (Kirkeminister)
Jens Sønderup           (Landbrugsminister)
Aksel Møller            (Indenrigsminister)
Flemming Hvidberg       (Undervisningsminister)
Poul Sørensen           (Arbejds- og socialminister)
Helga Pedersen          (Justitsminister)
Knud Rée                (Fiskeriminister)
Aage Rytter             (Minister for handel, industri og søfart)
Jørgen Jørgensen        (Minister for offentlige arbejder)